Børnehuset i Svinget er et relativt nyt børnehus (etableret i 2020), og en arbejdsplads, hvor du som medarbejder har stor mulighed for at få indflydelse, både på din eget arbejde og på, hvilken retning arbejdet i hele institutionen skal gå i.
Derudover er vi også en arbejdsplads, hvor omsorg og børneperspektiv fylder rigtig meget: Vi er her for sammen at skabe et rigtig godt børnehus. Men det kan vi kun, hvis vi som voksne har et godt arbejdsfællesskab og hjælper hinanden, når der er brug for det.
Vi lægger stor vægt på natur og udeliv, og det gør vi på den måde, at vi er nysgerrige og undersøgende sammen med børnene og følger deres spor. Vi tror på, at børnene kender og forstår naturens værdi ved at opholde sig i den, og det er vores opgave at åbne naturen for dem ved at være nysgerrige og undersøgende sammen med dem.
Der er gang i rigtig mange gode naturaktiviteter i både vuggestuen og børnehaven, men vi er også altid åbne for nye idéer og måder at gøre tingene på. Vi gør meget ud af at skabe sammenhæng mellem vores aktiviteter indendørs og udendørs, og det gør vi blandt andet ved at tage naturen med ind: Det kan være sten, sand, vand eller blade, som vi bruger til kreative aktiviteter, eller vi studerer dem nærmere.
Hvis du som medarbejder har lyst til at udvikle på, hvordan vi arbejder med natur og udeliv, vil du også i høj grad få mulighed for det. Vi er en gruppe medarbejdere, som elsker at finde på, og som sætter iderigdom højt. Det, der betyder noget, er, at vi er åbne for at afprøve nye initiativer – også selvom det betyder, at vi nogle gange fejler. Det vigtigste er, at vi lærer af vores fejl og bliver klogere.