Vi er altid glade for at kunne byde nye børn og deres familier velkommen i Børnehuset i Svinget. Når I har fået tilbudt en plads hos os, bliver I kontaktet af en pædagog fra den stue, hvor jeres barn skal gå.
I bliver inviteret til et møde, som vi afholder, inden jeres barn starter hos os. Formålet med mødet er at lære jeres barn og jer som familie godt at kende, så vi kan tage så godt imod jer som muligt. Vi fortæller også om, hvem vi er i Børnehuset i Svinget, og hvad det vil sige at gå i vuggestue og børnehave hos os.
Til mødet aftaler vi også, hvordan den første tid i Svinget skal være. På den måde ved både I og vi, hvad der skal ske, og det betyder, at vi, når vi tager imod jer den første dag, kan have fuldt fokus på jeres barn og ikke behøver at aftale praktiske små detaljer.
Vi anbefaler, at I afsætter en uge til indkøringen, og at I, i det omfang det er muligt, giver jeres barn nogle kortere dage i starten.